En nat havde en mand en drøm: Han drømte at han

gik langs stranden sammen med Vor Herre. Hen over

himlen så han glimt af scener fra sit liv. For hver

scene han så, bemærkede han 2 sæt fodspor i sandet:

det ene tilhørte ham selv, det andet Vor Herre.

Da den sidste scene viste sig for ham, kiggede han

tilbage for at se sporene i sandet.

Han bemærkede, at mange gange i løbet af hans liv,

var der kun ét sæt fodspor. Han lagde også mærke til,

at dette skete på de tidspunkter i livet, hvor han var

længst nede og mest ked af det. 

Dette bekymrede ham meget, og han spurgte

Vor Herre: "Herre, du lovede mig, at når jeg én gang havde

valgt at følge dig, så ville du være ved min side altid.

Men jeg har bemærket, at på de tidspunkter i livet, hvor

jeg havde det sværest, der er der kun ét sæt fodspor. Jeg

forstår ikke hvorfor, da det var dér, jeg behøvede dig allermest." 

Vor Herre svarede: "Mit, kære barn. Jeg elsker dig,

og jeg ville aldrig forlade dig. Gennem dine sværeste

stunder, der hvor du havde det dårligst, og der hvor

du kun ser ét sæt fodspor, det var der, jeg bar dig.